Vores pædagogik tager udgangspunkt i, at alle er forskellige og bidrager med deres unikke evner og kompetencer. Vi ønsker at se verden som fuld af muligheder og ikke af en masse regler og begrænsninger.
Vi ser naturen som udgangspunkt for vores pædagogiske praksis. Naturen og udelivet giver fantastiske muligheder for at styrke barnets alsidige udvikling. Vi inddrager naturen i vores hverdag og ser naturen som en mulighed for at skabe sammenhæng og forståelse for, at vi alle er en del af naturens økosystem. Vi dyrker vores køkkenhave, har plantekasser og ser principperne omkring fra jord til bord, som en vigtig del af børnelivet. Børnene kan helt konkret se, hvad der sker og det giver en øget forståelse. Vi ser maden og måltidet som menings skabende aktiviteter, hvor børnene inddrages og tager ansvar for sig selv og hinanden.
Vores vigtigste mål er at skabe en dejlig dag med masser af nærhed, tryghed, stimulation, udfordringer, sjov, tid til leg og etablering af venskaber. Desuden ønsker vi et engageret personale og engagerede familier samt en god omgangstone blandt alle.
Vi tager afsæt i børnenes spor og zone for nærmeste udvikling. Det betyder i praksis at vi ofte arbejder i mindre grupper, gerne aldersopdelte, hvor vi i højere grad kan ramme netop zonen for nærmeste udvikling.
Vi finder det vigtigt, at børnene befinder sig i en rar og tryg atmosfære, hvor de kan mærke, at de voksne kan lide både dem og hinanden. Og at vi sammen med alvoren i vores arbejde, også har humoren med og får et godt grin sammen, voksne og børn.