Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mikkelborg vuggestue

Mikkelborg vuggestue ligger på Rømersgade i København. Vi har i vuggestuen to stuer, Rosenborg og Amalienborg. På stuerne går der 12-13 børn og vi er to pædagoger og en medhjælper på hver stue. I perioder har vi også studerende fra pædagoguddannelsen tilknyttet vuggestuen.

 Vi har desuden et lille rum, som vi kalder ”Alrummet”, samt et ekstra lille rum hvor vi kan lege i løbet af dagen og sove lur i ved 12 tiden. Om formiddagen deler vi børnene i mindre grupper, og ofte benytter vi de fleste af husets kvadratmeter til at lege på eller lave pædagogiske aktiviteter. Vi kører blandt andet på små scootere på vores lange gang, er på legepladsen, eller leger på stuerne eller i vores lille alrum, hvor der også er kig ud til vores køkken.

Blandt personalet er et par gode guitarspillere, og vi synger, danser og leger dagligt sanglege. Vi holder en lille samling før vi spiser formiddagsmad, med sang og sjov.

Vi er så heldige at vi deler en legeplads med gårdens beboere, og vi har råderet fra kl. 8-16. Vi har løbecykler, scootere, sandkasse, gravkøer og mange andre sjove ting. På vores lille legeplads i gården, har vi små plantekasser med krydderurter, kartofler, tomater og spiselige blomster, samt et lille skur. Vi ønsker at give børnene et begyndende kendskab til temaet” fra jord til bord” og vi har i den forbindelse et samarbejde med vores Køkkenpersonale.

Vi tager ofte på tur i klapvogne i områdets parker. Vi er især glade for Botanisk have og Kongens have. Vi besøger de nærliggende legepladser eller går på udkik efter fugle ved søerne.

Vi arbejder i vuggestuen med tilbagevendende temaer, som kører i et årshjul. Blandt andet arbejder vi med æbler i efteråret, krible krable i foråret og vi udklækker sommerfugle om sommeren. I det tematiske arbejde har vi især stort fokus på at arbejde med børns sproglige udvikling, natur og science og på at få alle børn i vuggestuen inkluderet i en fælles opmærksomhed; dig og mig om noget.

I gården har vi et overdækket lille område hvor de mindste børn sover i barnevogn eller krybbe. Vi har i vuggestuen ofte børne der sover to lure, og ellers bliver de fleste børn puttet ved tolvtiden. De store børn sover indenfor på madrasser, og vi sover i mindre grupper på 6-8 børn og en voksen.

Desuden tager vi tirsdag, onsdag og torsdag med Mikkelborg-bussen op i Udflytteren. Når vi er i Mikkelborg nyder vi muligheden for at få højt til loftet, og vi leger på den skønne store legeplads. Børnene balancerer på træstammer, graver huller, river blade sammen, cykler og gynger og udfordrer motorikken. Vi tager afsted i en lille gruppe på 4 børn og en voksen.  Det er de ældste børn i vuggestuen, som på skift kører med til Mikkelborg. I Mikkelborg har vi vores eget lille sted, som vi kalder ”Sommerhuset”. I sommerhuset har vi en lille stue, soverum og badeværelse, men vi benytter også børnehavens dejlige rytmik rum, værksted og naturværksted.

Til kost:

I vuggestuen fylder mad og måltidet meget i vores hverdag, og vi syntes derfor det er vigtigt at måltidet er en hyggelig og nærværende oplevelse for børnene. Børnene i vuggestuen har medbestemmelse i, hvad de har lyst til at få på tallerkenen og hvad de vil smage på. Vi har også en rummelighed overfor at børnene sanser, undersøger og eksperimenterer med eksempelvis at gurgle med vandet og røre ved maden. Vi sørger samtidig for at der er så meget ro så muligt, for de børn, der stadig spiser. Vi øver os i at hælde vand op med små kander og vi hjælper børnene med at tage mad fra fade og skåle.

Især i sommerhalvåret tager vi grøntsager med ind fra vores lille have, så vi kan undersøge hvordan de ser ud inden de bliver til mad. Vi arbejder også med små madgrupper, hvor vi i løbet af året laver æblekompot, fyld til pizza, julebag og mange andre lækre sager.

Forældresamarbejde:

I vuggestuen vægter vi et godt og tæt forældresamarbejde højt. For at vi kan skabe bedst mulige rammer for barnets udvikling, er det vigtigt, at vi er i tæt dialog med hinanden.

En gensidig udveksling om forhold som vedr. barnet, og barnets liv. Store begivenheder, -en lillebror på vej, flytning, travlhed og mindre ting, som alligevel har stor betydning, -klistermærket fra tandlægen, barnets fascination af gravkøer, alt er gyldigt, og kan have stor værdi.

Denne information hjælper os til at møde barnet, som skaber tryghed, mening og sammenhæng for barnet, som igen forplanter sig som en følelse af at føle sig forstået, som et helt menneske. Ligeledes er personalets opgave er at fortælle Jer, hvordan dagen i vuggestuen har været for barnet. Når vi supplerer hinanden på denne måde, er vi med til at skabe sammenhæng og tryghed i barnets hverdag.

vuggestuevuggestue

vuggevuggestuevuggestue