Det er vigtigt for os at skabe en så god overgang fra hjemmet til vuggestue og fra vuggestue til børnehave som muligt.
Mikkelborg er både vuggestue og udflytterbørnehave. Er barnet indskrevet i vuggestuen er der automatisk plads i udflytterbørnehaven. Når barnet nærmer sig 3 år taler vi om hvornår og hvordan overgangen til børnehaven skal være. Vuggestuebarnet har ofte allerede været med bussen i Mikkelborg flere gange og derfor er det ikke helt ukendt for barnet. I, forældre, vil køre med barnet i bussen en til to dage, når barnet starter i børnehave.
Når I har fået plads via pladsanvisningen, kontakter I institutionen. Her vil I sammen med en pædagog fra stuen aftale opstart og indkøring. Alle børn er forskellige men det er en god ide at regne med at være fleksible en uges tid når det gælder børnehave og to uger når det gælder vuggestue. Det betyder ikke at I skal være i institutionen i hele den periode, men gerne have mulighed for at hente tidligt.
I vuggestuen får I en mail med velkomstbrev og på første dagen aftaler I hvordan indkøringen kan forløbe.
Opskrivning sker gennem pladsanvisningen i Københavns kommune. Vi vil rigtig gerne vise vores institutioner frem men har to steder valgt at gøre det på bestemte dage, så der er tid og ro til det. Se nedenstående hvordan I tilmelder jer.
I vuggestuen er der rundvisning for nye forældre 2 mandage (lige uger) om måneden fra kl. 16. Det varer ca. 15 minutter. Det kan man melde sig til på telefon 29291083.
I Mikkelborg udflytter kontakter man afdelingen på nr. 24980986 og aftaler besøg. Besøg foregår ofte i tidsrummet 12:30-14:30.
Vi vægter samarbejdet rigtig højt og tager vores fælles opgave omkring barnets trivsel, udvikling og læring alvorligt. Derfor har vores formelle møder altid et fremadrettet sigte. ”Hvad skal vi sammen støtte barnet i, i den kommende periode.”