Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forskningsprojektet NAVADA (Naturvidenskabelig Dannelse i Daginstitutioner)

I klynge IBØ C deltager vi fra 2023-2027 i forskningsprojektet NAVADA (Naturvidenskabelig Dannelse i Daginstitutioner). Det er et forskningsprojekt på Institut for Pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole med støtte fra NOVO Nordisk Fonden.

I NAVADA undersøges, hvordan 0-6 årige børn gøres nysgerrige på science, natur og naturvidenskab. Forskere og pædagogisk personale udvikler sammen ny viden og konkrete redskaber til, hvordan man skaber sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer i vuggestuer og børnehaver. Det sker blandt andet ved at afprøve forskellige aktiviteter og tilgange, der tager udgangspunkt i børnenes egen nysgerrighed, samt deres erfaringer med at finde svar på den nysgerrighed. 

Det deltagende pædagogiske personale fra klynge IBØ C får gennem forskningsprojektet viden om, hvordan sciencepædagogiske lege og læringsmiljøer kommer til udtryk samt hvordan man kan udvikle og forankre dem. De arbejder med, hvordan børns naturvidenskabelige almendannelse kan understøttes og blive en del af det pædagogiske arbejde. Det er for eksempel ved at have et særligt fokus på børnenes perspektiv, at give plads til en undersøgende og eksperimenterende pædagogik samt at have en aktiv inddragelse af natur, matematisk opmærksomhed, bæredygtighed og science i hverdagens samtaler og aktiviteter.

I projektperioden vil forskere løbende være til stede i klyngens institutioner og observere de sciencepædagogiske aktiviteter, der gennemføres med børnene.

Udover at styrke børns naturvidenskabelige almendannelse, udvikle ny viden og redskaber, sigter NAVADA også mod at udvikle et certificeringskoncept, så daginstitutioner fremadrettet kan blive certificeret som science institutioner.

 

Læs mere her: 

Forskningsprojektet NAVADA - Navada

Science-børnehaver skal styrke naturvidenskabelig dannelse - Københavns Professionshøjskole (kp.dk)

Det er også videnskab at lege med rød maling, paprika og oregano (lfs.dk)