I Mikkelborg møder du både kolleger, der har været her i mange år, og nyere ansigter, der er kommet til undervejs. Det giver en personalegruppe med erfaring at trække på og forskellige perspektiver at bringe i spil.
Vi er seks medarbejdere i vuggestuen og seks i udflytterbørnehaven. Derudover har vi køkkenmedarbejdere og løbende pædagogstuderende. Fælles for os er et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi kender hinanden godt, hjælper hinanden og tager ansvar for den fælles opgave.
En faglighed, der får lov at spire
Der er plads til at være fagligt nysgerrig i Mikkelborg. Vi spørger ind til hinandens praksis, deler vores viden og prøver nye idéer af. Her er der plads til både det, du allerede kan, og det, du bliver nysgerrig på undervejs.
Den grønne profil er en del af vores fælles faglighed. Natur, science og en undersøgende tilgang følger arbejdet i både vuggestuen og udflytterbørnehaven. Mikkelborg har været med i forskningsprojektet NAVADA fra begyndelsen og har været med til at forme arbejdet og dele viden med andre. Ikke alle medarbejdere er uddannet eller certificeret i NAVADA, men alle tager del i den grønne profil.
Kolleger at læne sig ind i
Noget af det, der kendetegner Mikkelborg, er vores tillid til hinanden. Du har kolleger, du kan læne dig ind i og bruge som sparringspartnere, når en situation kalder på et ekstra blik.
Det giver også plads til forandring. Nye idéer bliver mødt med nysgerrighed, og når noget kalder på en justering, gør vi det sammen. Her står du ikke alene med hverken de gode idéer eller de svære situationer.
