Når jeres barn har fået plads i Mikkelborg gennem Pladsanvisningen, skal I kontakte os. Herefter kontakter en pædagog fra stuen jer, så vi sammen kan aftale opstarten og tale om den første tid. Her får I mulighed for at fortælle om jeres barn og stille de spørgsmål, I har.
Vi tilrettelægger indkøringen med udgangspunkt i jeres barn. Alle børn er forskellige, og derfor er der også forskel på, hvordan den første tid forløber.
I begyndelsen er I som forældre jeres barns trygge base, mens de nye voksne inviterer til leg og kontakt. Her må I gerne træde lidt i baggrunden og lade de nye omgivelser, børn og voksne få plads til at vække jeres barns nysgerrighed. I er stadig lige i nærheden, så jeres barn altid kan vende tilbage til jer, når der er brug for det.
En god begyndelse i vuggestuen
Inden jeres barn begynder i vuggestuen, får I et velkomstbrev på mail. På den første dag aftaler vi sammen, hvordan indkøringen skal forløbe.
Vi prioriterer at give jeres barn god tid til at lære de nye voksne, børn og omgivelser at kende. Derfor anbefaler vi, at I er fleksible i de første to uger, og vi forventer, at I har mulighed for at hente tidligt i den første uge.
Undervejs taler vi sammen om, hvordan det går, og tilpasser indkøringen efter jeres barns behov.
En god begyndelse i udflytterbørnehaven
I udflytterbørnehaven tager indkøringen som udgangspunkt to dage, men vi tilpasser altid forløbet til det enkelte barn. Den første dag er I med jeres barn og lærer sammen de nye omgivelser og voksne at kende. På andendagen kan I efter aftale tage hjem i løbet af dagen.
Vi laver tydelige aftaler om de første dage, så både I og jeres barn ved, hvad der skal ske. Det er vigtigt, at I har mulighed for at være fleksible, hvis jeres barn har brug for lidt mere tid til at falde til.
