I Mikkelborg lægger vi vægt på et åbent og tæt samarbejde med jer forældre. I kender jeres barn bedst, og den viden, I kommer med, er vigtig for os. Samtidig deler vi vores pædagogiske blik på jeres barn og det, vi oplever i hverdagen.
Vi tager vores fælles ansvar for jeres barns trivsel, udvikling og læring alvorligt. Derfor er det vigtigt, at vi kan tale åbent sammen om både det, der går godt, og det, der kan være svært. Mange af jer engagerer jer også i livet omkring Mikkelborg, både når vi holder arrangementer, og når I giver en hånd med i haven eller andre steder i institutionen.
Aula og den daglige kontakt
Aula er vores fælles kommunikationsplatform, og det er vigtigt, at I tjekker Aula både morgen og eftermiddag og har slået notifikationer til. Her deler vi praktiske informationer, billeder og små indblik i børnenes oplevelser og hverdag.
Vi har brug for, at I giver besked på Aula, når jeres barn er sygt, holder fri eller skal på ferie. Det er også vigtigt, at I fortæller os, hvis andre end jer selv henter jeres barn, eller hvis der er noget særligt, vi skal være opmærksomme på.
I udflytterbørnehaven er Aula særlig vigtig, fordi vi blandt andet giver besked om ændringer i, hvor bussen holder ved aflevering og afhentning. Samtidig bruger vi Aula til at give jer indblik i børnenes oplevelser, da der ikke altid er tid til en længere snak ved bussen.
Har I brug for at tale med os i udflytterbørnehaven, er det bedst, at I sender en sms til stuetelefonen. Så kan vi ringe jer op, når der er tid og ro til en samtale. I kan også sende praktiske beskeder på sms, så vi har dem samlet og kan følge op på dem i løbet af dagen.
I vuggestuen har vi bedre mulighed for at tale sammen, når I afleverer og henter. Her deler vi de små og store ting fra jeres barns dag og følger løbende op på, hvordan det går. Vi bruger også Aula til blandt andet at informere om ture til udflytterbørnehaven og ændringer i hverdagen.
Forældresamtaler
Gennem jeres barns tid i Mikkelborg har vi forskellige samtaler med jer, hvor vi sammen taler om jeres barns trivsel og udvikling, og hvad vi kan støtte barnet i fremadrettet.
Vi begynder med en dialog om opstarten og den første tid. Når jeres barn skal fra vuggestue til udflytterbørnehave, holder vi en overgangssamtale, hvor I mødes med medarbejdere fra begge afdelinger.
I udflytterbørnehaven inviterer vi jer til en samtale cirka tre til seks måneder efter opstarten. Herefter tilbyder vi årlige forældresamtaler, og når jeres barn nærmer sig skolestart, holder vi en 5-års-samtale.
Derudover er der altid mulighed for at aftale en ekstra samtale, hvis I eller vi oplever, at der er behov for det. I behøver ikke vente til en planlagt samtale, hvis der er noget, I gerne vil tale om.
En gang om året inviterer vi også til et fælles forældremøde.
Forældreråd
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.
I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik og de aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Mikkelborg. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet holder møder ca. 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder ca. 4 gange om året.
Du kan læse mere om forældreråd og forældreindflydelse her.
