I Mikkelborg er maden mere end noget, vi blot spiser. Måltiderne er en del af børnenes hverdag, hvor vi samles, taler sammen og får mulighed for at smage, undersøge og prøve nye ting.
Både vuggestuen og udflytterbørnehaven har deres eget køkken, hvor der bliver lavet mad til børnene med fokus på økologi og gode råvarer. Vi lægger vægt på, at jeres barn får gode oplevelser med mad og mulighed for at udvikle sit madmod i sit eget tempo.
Mad og måltider i vuggestuen
I vuggestuen er måltiderne et roligt samlingspunkt i løbet af dagen. Vi spiser sammen i mindre grupper, så der er tid til at hjælpe hinanden, tale om maden og være nærværende omkring bordet.
Jeres barn får mulighed for at øve sig i selv at spise, hælde vand fra små kander og tage mad fra fade og skåle. Det kan tage lidt længere tid, men der er plads til at prøve sig frem og opleve glæden ved at kunne selv.
Vi inddrager også børnene i små madaktiviteter, hvor de blandt andet kan være med til at lave æblekompot med æblerne fra gården, komme fyld på pizzaerne eller bage til jul. Her bruger vi sanserne, undersøger forskellige råvarer og bliver nysgerrige på, hvor maden kommer fra.
Mad og måltider i udflytterbørnehaven
I udflytterbørnehaven hænger maden tæt sammen med vores grønne profil og livet i køkkenhaven. Her er børnene med til at så, plante, passe og høste, og når noget er klar til at blive spist, tager vi det med videre i madlavningen.
Vi laver blandt andet bålmad om fredagen og bruger det, der vokser i haven, når årstiden giver mulighed for det. Børnene er med til at snitte grøntsager, bage brød og forberede maden, alt efter hvad de har lyst og kan være med til.
På den måde får jeres barn mulighed for at opleve, at maden ikke bare kommer fra køkkenet. Børnene har selv været med til at passe på det, der vokser, og kan følge vejen fra jord til bord.
Måltiderne er også et fælles samlingspunkt, hvor vi ofte spiser udenfor. Her er der tid til at smage, snakke om dagens oplevelser og være sammen om noget, vi måske selv har været med til at lave.
